Broken Arrow
Det gamle Buffalo Springfield nummer fremført solo og live den 18. august 1995 i Salzburg, Østrig. Sangen sneg sig som bekendt med som sidste nummer på Spingfields andet album ‘Buffalo Springfield Again’ og det er uden tvivl en af undertegnedes klare favoritter fra Buffalo Springfield tiden. I albumversionen fra dengang blev der eksperimenteret voldsomt med lydeffekter i et finurligt mix, som fik sangen til at fremstå nærmest som en lille lydfortælling. Young må selv have været ret glad for nummeret. I den første solotid efter Buffalo Springfield fik Broken Arrow nemlig ofte sneget sig med på sætlisten. Og altså også her i denne filmstump fra 28 år efter udgivelsen af Buffalo Springfield Again. Året efter at denne optagelse blev til, udgav Young i øvrigt albummet Broken Arrow med Crazy Horse. Sangen Broken Arrow er ikke med på albummet Broken Arrow.


